fbpx

Størstedelen af os mennesker behandler os selv meget dårligere end dem omkring os. Det vi går og siger til os selv, vil vi aldrig sige til en veninde. De krav vi har til os selv, ville vi aldrig stille til en anden. Vi ødelægger faktisk os selv langsomt. Især som selvstændig er kravende høje til os selv. Vi skal kunne det hele og gerne på den halve tid. Vi ser hvor stor succes andre har på sociale medier, og banker os selv i hovedet for ikke at være ligesom dem. Og lige det, gik op for mig, da jeg var på det allerlaveste af et stress sammenbrud, da en kunde en dag sagde til mig: Hold kæft hvor det bare køre for dig. Du udvider og udvider, har sindsygt travlt. Har du vundet i lotto eller sådan noget? Netop denne sætning plantede sig i mig, og har i dag 4 år senere fået mig til at skrive dette blogindlæg.

Jeg har haft to store stress sammenbrud i min tid som selvstændig. Noget af det værste jeg nogensinde har oplevet. Jeg kan huske følelsen af, at stå i et super marked med min indkøbsseddel, og slet ikke ane hvordan jeg skulle finde overskuddet til at tage en pakke rugbrød og ligge det ned i kurven. Følelsen af abselut ingen motivation have, glæde eller lyst til noget, når jeg åbnede øjnene om morgenen. Jeg brugte mange timer hver morgen på bare at komme ud af sengen. Eneste grund til jeg ikke blev sygemeldt, var at jeg ikke havde råd. Hvis jeg havde været ansat, var jeg 100% blevet sygemeldt.

Inden da, var der selvfølelig en masse tegn. Jeg kan huske jeg begyndte at miste synet. Sådan helt. Flere gange i løbet af en dag, forsvandt mit syn fuldstændig i 5-10 sek. Der var simpelthen sort. Lægen kunne ikke finde ud af hvad det var. Og det er først lang tid efter, at jeg kan se det havde en sammenhæng. Derudover kom der også en masse andre fysiske ting på listen, men jeg havde aldrig troet det var stress. Jeg var jo ikke “sådan en” der kunne få stress.

Jeg græd mellem hver kunde, aflyste alt privat (selv juleaften), for bare at sove, ligge og stirre ud i luften, og prøve at finde ud af hvad fanden der var galt med mig. Jeg kom stille og roligt på benene igen, aner ærligt talt ikke helt hvordan. Forsatte i samme tempo, og et år efter endte jeg præcis samme sted. Flot, ikk?

Men midt i alt det her kaos, holder jeg selvfølelig en professionel fasede i klinikken. Ingen af mine kunder opdager noget. Og en dag er der en der siger til mig: Hold kæft hvor det bare køre for dig. Du udvider og udvider, har sindsygt travlt. Har du vundet i lotto eller sådan noget?

Og lige der. Går det op for mig, hvor et stort glansbillede sociale medier er. Jeg er rigtigt god til at have pokerfjæs på, virkelig god. Og min Instagram og Facebook skal selvfølelig være professionel. Jeg skal jo ikke sidde og tude på mine profesionelle profiler foran mine kunder, men alligevel skræmte det mig. Jeg har ALDRIG ville udstråle på mine sociale medier, at alt er nemt, at alt altid køre for mig. Jeg vil gerne vise de sværre tider også, men af en eller anden grund, troede jeg, at det vidste folk da?

Men vi viser jo selvfølelig vores bedste sider på sociale medier (især på professionelle profiler), men jeg underviser jo også en del. Og jeg har lyst til at dele alle de hårde ting med mine kursister og kollega også. Fordi hvis man kun ser, at det bare køre for alle andre, og man selv har det svært, begynder man at miste troen på det man har gang i. Det er ikke en dans på roser hele vejen igennem. Det er F****** hårdt til tider. Det er helt normalt, at have lyst til at give op engang imellem. At have lyst til at aflyse alt når man er overbooket, og bare ligge sig under dynen og have ondt af sig selv. At have lyst til at give op, når man så ikke er booket nok. At slå sin revisor i hovedet, når man skal finde en masse faktura (som man selvfølelig ikke har gemt som en klog og ansvarlig person nok ville gøre). Og nogle gange, hjælper det bare at vide at andre også synes det er svært til tider. Fordi NEJ det er ikke kun dig.

Så hvis du sidder lige nu, og tænker at det hele er lidt for meget. At din kalender er alt for booket, og du egentligt burde være taknemlig, men du er derimod ved at knække, så skal du stoppe op LIGE NU, og lytte til din krop. Du bliver nødt til at finde en ballance. Ellers ligger du som jeg gjorde, og det ønsker jeg virkelig ikke for nogen. Mærk efter, og behandl din krop som den fortjener. Vi kan alle blive ramt af stress, og det er satme noget man skal tage dybt alvorligt!

Min økonomi var bestemt ikke god da stressen ramte mig, og det var noget jeg tænkte ALT for meget over. Ja selvfølelig skal man kunne betale sine regninger, men der er ting som kan vente. Din krop og dit helbred bør være det allervigtigste i dit liv. Og så husk lige, at du blev selvstændig, fordi livet skulle være fedt, ikk 🙂